Af Mona Jensen, museumsinspektør, mag. art./ARoS Aarhus Kunstmuseum

Da Otto Mønsted og hustru Anna Mønsted i maj 1916 underskrev deres fælles testamente, blev det afgjort, at formuen efter den længstlevendes død skulle overgå til en fond – med navnet Otto Mønsteds Fond, der skulle virke til fremme af dansk erhvervsliv. Otto Mønsted døde få måneder efter testamentets oprettelse i september 1916 i en alder af 77 år, mens hustruen overlevede sin mand med 17 år. I 1934 – året efter hendes død – etableredes således Otto Mønsteds Fond i 1934, der i dag ejer alle aktier i Otto Mønsted A/S, som driver investerings-virksomhed. Mindre kendt er det nok, at testamentet også indeholdt en bestemmelse om, at hovedparten af Mønsted-parrets kunstsamling skulle overdrages til Aarhus Museum – i dag ARoS Aarhus Kunstmuseum.



Mønsteds erhvervsimperium blev grundlagt i Århus, og selvom virksomheden bredte sig til bl.a. England og parret selv forlod byen i 1899 for at slå sig ned i København, mistede de aldrig interessen for byen. Otto Mønsted støttede bl.a. meget rundhåndet bygning af det nye Århus Teater, der ved indvielsen i 1900 blev kaldt Nordens smukkeste teater. At også byens museum mange år senere fortsat havde parrets bevågenhed skal nok tilskrives en henvendelse, som en af museets markante lokale støtter, mølleejer E. Weis, rettede til Otto Mønsted i 1912. Ingen kunne være i tvivl om, at det gik godt for Mønsteds margarineproduktion både herhjemme og i udlandet. Tidens mest kendte slogan: OMA - sig navnet blev et af det 20. århundredes bedste brands. Hvilket naturligvis heller ikke var forbigået de gamle venner i Århus. I henvendelsen bad Weis derfor Mønsted om, at han i sit testamente betænkte museet med økonomiske midler, der kunne bidrage til udbygning af det eksisterende museum, hvor pladsen var trang pga. de mange værker, museets samling voksede støt med. Hvorvidt Weis’ henvendelse om økonomisk støtte til museet blev anledning til, at Mønsted-parret besluttede sig for at opbygge en kunstsamling, kan der kun gisnes om. Men under alle omstændigheder, så er det først i disse år grundlaget bliver skabt til det, der senere udgør parrets kunstsamling. Efter testamentets ordlyd at dømme har Mønsted været positivt indstillet over for Weis’ anmodning om støtte. Men på baggrund af, at han efterfølgende køber i alt 31 værker af danske kunstnere, ligger den tanke lige for, at hans testamentariske gave til Århus Museum på 50.000 kr. samt det store antal malerier ikke udelukkende udsprang af et ønske om at skaffe mere plads til et betrængt museum, men også i et ønske om at skabe sig et smukt eftermæle i byen, hvor det hele startede.



Ud over de 31 malerier af danske kunstnere, der er indkøbt i Otto Mønsteds sidste år, omfatter Mønsteds Samling på ARoS yderligere 18 malerier af franske kunstnere – værker, som Anna Mønsted har føjet til samlingen i de første år efter mandens død. Museets tilgang af værker i årene omkring 1934, det år museet modtog malerierne fra Mønsteds bo, lå på 6-7 stykker årligt, hvoraf de fleste blev købt, og andre givet som gave fra Ny Carlsbergfondet eller som testamentariske gaver fra kunstnere. I 1934 kom der 60 værker, altså 12 ud over Mønsteds 48, så det var en stærk forøgelse af bestanden på kort tid, og museets meget snævre rammer blev sat på en hård prøve. Til belysning af hvor påtrængende en udvidelse var, kan nævnes, at museet i løbet af 1920’erne havde været tvunget til at udlåne mange værker til skoler og offentlige kontorer. Situationen var i de senere år blevet yderligere forværret, idet mølleejer Weis’ fine samling bestående af 20 guldaldermalerier var blevet overdraget museet i 1926 samtidig med, at museet ikke mente, at kunne afslå Statens Museums tilbud om lån af 20 franske malerier fra Rumps Samling.



Museet havde derfor siden 1927 været i dialog med Ny Carlsbergfondet om støtte til en udvidelse for max. 60.000 kr. under forudsætning af, at museet var i stand til at fremskaffe det nødvendige restbeløb. Den mulighed opstår omsider 7 år senere ved Anna Mønsteds død, og bestyrelsesformanden indkalder derfor den fem mand store museumsbestyrelse til møde den 21. februar, til en ” Drøftelse af de Spørgsmaal, der er opstaaet ved afdøde Grosserer Mønsted og Hustrus Pengelegat til Musæet”.1 I et brev stilet til Ny Carlsbergfondet kort efter mødet refereres der til fondets velvillige indstilling fra tidligere, idet bestyrelsesformanden skriver: ”Muligheden for en Udvidelse foreligger imidlertid nu, idet Grosserer Otto Mønsted og Hustru i deres Testamente har tillagt Aarhus Musæum foruden hele deres Malerisamling, i alt 49 Malerier, ogsaa et Beløb paa Kr. 50.000,-..” 2 I samme skrivelse anføres endvidere, at ”Legatet er givet Musæet uden nogen som helst Klausul med Hensyn til sammes Benyttelse, men for Malerigavens vedkommende har Testatorerne udtalt som deres Ønske, at Samlingen ophænges i et eller flere særskilte, afsondrede Værelser som en særlig Gave fra de paagældende – et Ønske, som det vilde være aldeles umuligt at efterkomme med de nuværende Pladsforhold – men til hvilket man selvfølgelig i videste Omfang vilde tage Hensyn til ved en eventuel Udvidelse.” 3 Det blev imidlertid et afslag fra Ny Carlsbergfondet. Med henvisning til tidernes ugunst fandt fondet det ikke muligt at indfri det nu bortfaldne tilsagn fra 1927 – ej heller i en årrække fremover! Men ildsjælene på museet ville ikke acceptere, at planerne nu, hvor alt så lovende ud, skulle kuldsejle. De forsøgte derfor at fastholde Ny Carlsbergfondet på løftet med et udsagn om, at ” Bestyrelsen vil i al Beskedenhed formene, at der maaske i Øjeblikket næppe findes Opgaver, som ligger nærmere for end at muliggøre en Udvidelse af netop Aarhus Musæum, hvis Samlinger er vokset langt udover, hvad Pladsforholdene tillader, og hvis kulturelle Betydning netop nu, da Aarhus bliver Danmarks anden Universitetsby, ikke maa undervurderes.” 4



Ny Carlsbergfondet fastholder imidlertid sit afslag, og formanden meddeler efterfølgende museets bestyrelse i kortfattede vendinger, at det store pengebeløb fra Mønsteds Fond nu vil blive indsat på en ”Sparekassebog i Jydsk Handels- og Landbrugsbank”5. Som vi ved i dag, fik Mønsteds Samling ikke en fast, særskilt placering, men blev – som et ringe plaster på såret – offentligt udstillet i en måned efter dens ankomst til Århus. Sideløbende med de nu udskudte planer om at udvide Aarhus Museum6 havde den gamle bygning gennemgået en nødvendig renovering, og da denne var ført til ende i sommeren 1935, blev den lokale presse indbudt til åbning med en nyophængning af de senere års erhvervelser. Her var Mønsteds værker ikke med – de var på dette tidspunkt allerede sat på magasin7. Aarhus Venstre Blad konstaterede ved den lejlighed med slet skjult forargelse, at ”Hele Otto Mønsteds til Museet skænkede Samling er ogsaa magasineret, uagtet der samtidig skænkedes 50.000 Kr. til at skaffe Rum til Samlingen8.” Museets udvidelsesplaner var nu endelig lagt i mølposen, og i et brev fra 1936 til eksekutoren i Mønsteds bo beder museet – efter at have beklaget, at malerisamlingen har måttet opmagasineres pga. pladsmangel – om tilladelse til at uddeponere værker fra Mønsteds Samling til et kommunalt fritidshjem! Tanken er, som museet skriver: ”at det dog var bedre, at Billederne var ophængte til Glæde for Nogen, end at de laa i Musæets Kælder9”. Vi kender ikke eksekutorens svar. Men af museets arkivalier fremgår det, at en række af Mønsteds Samlings danske og franske værker fra 1935 og frem udlånes til offentlige institutioner såsom Århus Rådhus og byens politi- og dommerkontorer. En del af værkerne har siden da enkeltvis indgået i museets mange særudstillinger og i udstillinger af den fast samling. Generelt må dog siges, at hovedparten af værkerne kom til at henleve et halvt århundrede i de lukkede, mørke magasiner og løbende flyttet med til nye museumsbygninger. Det er først i forbindelse med en grundig revision af museets magasiner i 1990, at der sættes fokus på samlingen. Værkerne dukker op et for et i spredt orden – mange var skilt fra deres guldrammer, og lærrederne bar tydeligt præg af årenes upåagtede gang forbi dem.



Efter at alle værker i Mønsteds Samling var lokaliseret, det store puslespil med at parre malerier med deres rigtige rammer var lagt, og en omfattende konservering af lærreder og restaurering af de store guldrammer var tilendebragt, blev samlingen i 1998 udstillet i sin helhed på museets udstilling: Mønsteds Samling – En samling i samlingen. I den forbindelse blev der udgivet en bog, der fortæller om Samlingen og dens stiftere og gengiver alle værker i farver. I 2000 fik Mønsteds Samling en særlig præsentation, idet hovedparten af værkerne blev ophængt og gjort tilgængelig for publikum i den nyrestaurerede Villa Filtenborg på Filtenborg Plads i Århus. Den smukke, historicistiske bygning er i dag domicil for virksomheden Schouw & Co. samt Det Finske Konsulat. Udlånet kunne kun gennemføres med Kulturministeriets særlige tilladelse og med den betingelse, at offentligheden kunne få adgang til at se samlingen på to månedlige rundvisninger ledet af en kunsthistoriker fra museet. Da museet i 2004 atter en gang flyttede til en større bygning i byens centrum og blev til ARoS Aarhus Kunstmuseum, flyttede Mønsteds Samling naturligvis med. I dag udstilles omkring en tredjedel af værkerne i museets galleri for kunst fra perioden 1770 til 1930. Det er evident, at pladsmangel og utilstrækkelige midler til at ændre på dette forhold er hovedårsagen til, at Mønsteds Samling ikke kunne indfri givernes ønske om en permanent placering i museets udstillingsrum. En anden vægtig grund er uden tvivl, at samlingen jo reelt består af to samlinger – den danske og den franske del, som pga. deres meget forskelligartede udtryk var vanskelig at udstille som et samlet hele. Hertil kommer, at den danske samling ud over meget fine og karakteristiske værker af malere som Otto Bache, Janus la Cour og Kristian Zahrtmann også rummer værker, der kvalitetsmæssigt ikke når samme høje niveau.



Den danske del af samlingen – som nævnt erhvervet før Mønsteds død i 1916 – består først og fremmest af landskabs- og genremalerier fra anden del af 1800-tallet af bl.a.
Otto Bache, Carl Bloch, Janus la Cour og Christian Zacho, der alle var jævnaldrende med Mønsted. Det var med andre ord værker, der alle i 1934 tilhørte en anden tid og dermed også en anden smag og ikke mindst kunstopfattelse.
Det samme gør sig gældende med Anna Mønsteds franske malerier 10 , der ligeledes er fra samme periode og alle motivisk ligger i forlængelse af de danske bortset fra en lille række kvindeportrætter.
Fra denne gruppe kan især nævnes kunstnere som Albert Besnard, Gustave Jacquet og gruppen af landskabsmalere, der tilhørte traditionen fra 1830’ernes Petits Maîtres. I løbet af 20’erne og 30’erne blev Aarhus Museums samling suppleret med en lang række værker af tidens unge kunstnere bl.a. Harald Giersing, Edvard Weie, Wilhelm Lundstrøm, J.F. Willumsen og Oluf Høst.
Erhvervelser der vidner om, at bestyrelsen har haft øje for den danske avantgarde, der valgte sine forbilleder i Frankrig blandt kunstnere som Manet, Gauguin, Cézanne, Matisse og Picasso. I takt med modernismen og den abstrakte kunsts erobring af dagsordenen kom 1800-tallets realistiske og naturalistiske virkelighedsskildringer med rødder tilbage i guldalderen til at fremstå som umoderne. Hertil kan tilføjes, at museet altid har bestræbt sig på at erhverve og indkøbe samtidskunst. Den ny tids ofte kontroversielle kunstopfattelser afviste dansk maleri fra det sene 1800-tal og i særdeleshed fransk salonkunst. Modtagelsen af Mønsteds Samling på Århus Museum skal forstås i dette lys. De mange værker, der fint matchede og konsoliderede donatorernes omgivelser og livssyn, fremstod ved overdragelsen til Museet i 1934 som slet og ret gammeldags. Tiden har siden fået et andet syn på Samlingen. Mange af de bedste danske værker bidrager nu til at skabe en smuk og sammenhængende kronologi i museets samling af ældre kunst. Med hensyn til de franske værker, indkøbt af fru Mønsted, er der sket det, som ikke er særligt usædvanligt i kunstverdenen, at en stil eller genre, der er dømt ude, bliver rehabiliteret. Med åbningen af det store Musée d’Orsay i Paris i 1986, der har fokus på fransk kunst i anden halvdel af 1800-tallet, genvandt salonkunsten den prestige, som den havde tabt i det 20. århundredes begyndelse, og mange af værkerne udstilles nu på ARoS i en særlig samlet ophængning.

________________________________________________

1 Brev af 13.2.1934. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
2 Brev af 23.2.1934. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
3 Brev af 23.2.1934. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
4 Brev af 26.4.1934. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
5 Brev af 22.5.1934. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
6 På det tidspunkt bestod museet af to – dog selvstændige – afdelinger: en kunstafdeling og en historisk afdeling.

7 Nævnt i Aarhuus Stiftstidende den 31. juli 1935
8 Aarhus Venstre Blad den 1. August 1935 s.4.
9 Brev af 15.9.1936. ARoS Aarhus Kunstmuseums Arkiver
10 De franske malerier tilhørte alle den kunsthistoriske kategori ’salonmaleri’, dvs. den
    kunst, der i løbet af anden halvdel af 1800-tallet blev udstillet på de censurerede franske
    saloner – officielle udstillingssteder.