KVL, Ernæringsinstituttet




I 1960’erne og 70’erne voksede interessen for ernæring i Danmark, både i befolkningen og hos myndighederne. Årsagen var en stærk stigning i antallet af hjertekarsygdomme, kræft, forhøjet blodtryk, diabetes, overvægt og fedme, knogleskørhed m.m. Fælles for disse lidelser er, at de alle har forbindelse med ernæring. Ernæringsproblemerne var ikke længere de klassiske mangelsygdomme som skørbug, engelsk syge m.m., men derimod lidelser, der er forbundet med overforbrug af mad, der er for fed, for sød og for salt. Situationen var den samme i andre industrialiserede lande, men i modsætning til f.eks. USA, Storbritannien, Holland, Sverige og Norge var der ikke i Danmark etableret et ernæringsforskningsinstitut, som kunne bidrage til løsning af problemerne gennem forskning og uddannelse. Ganske vist har Danmark haft flere berømte ernæringsforskere, bl.a. Mikkel Hindhede (1862-1545), der især blev kendt for sin forskning i behovet for protein og Henrik Dam(1895-1976), der opdagede K-vitaminet og fik Nobel-prisen for det i 1943. Det er imidlertid karakteristisk for disse forskere, at de aldrig etablerede et forskningsmiljø eller -institution omkring sig, som kunne overleve dem. Der var derfor i Danmark et forsknings- og videnmæssigt tomrum på ernæringsområdet.

I 1979 oprettedes en ernæringsenhed ved Statens Levnedsmiddelinstitut. Denne enhed udgav i begyndelsen af 80’erne de første officielle næringsstofanbefalinger og den første officielle levnedsmiddeltabel, samt lavede den første landsdækkende kostundersøgelse, men drev ikke egentlig ernæringsforskning. Efter forslag fra ernæringsenhedens chef, Jørgen Højmark Jensen, nedsatte undervisningsministeriet i 1983 en arbejdsgruppe, som skulle kortlægge den eksisterende, men sparsomme, ernæringsforskning og –undervisning, samt komme med forslag til dækning af behovet på området.

Arbejdsgruppen, hvis formand var Jørgen Højmark Jensen, fandt, at den eksisterende forskning var beskeden og meget spredt, samt hovedsagelig inden for ernæring i forbindelse med behandling af sygdomme(klinisk ernæring)og levnedsmidlers næringsindhold. Derimod var der stort set ingen ernæringsforskning i forbindelse med forebyggelse og sundhedsfremme. Ernæringsundervisning indgik i mange højere uddannelser, men typisk i ringe udstrækning. Bemærkelsesværdigt nok havde civil- og akademiingeniører på kemi- og biolinien betydeligt mere undervisning i ernæring end læger og sygeplejersker. På baggrund af en behovsanalyse anbefalede gruppen, at ministeriet etablerede et ernæringsforskningsinstitut med fokus på forskning i sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme i befolkningen. Arbejdsgruppen mente, at institutionen burde placeres i København, enten ved Københavns Universitet (KU) eller ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), men advarede samtidig om, at en placering ved KU’s medicinske fakultet dvs. Rigshospitalet, sikkert ville medføre en orientering af forskningen mod klinisk ernæring, altså ernæring i forbindelse med behandling af sygdomme snarere end forskning i bred sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme. På trods af protester og lobbyarbejde fra medicinsk hold besluttede daværende undervisningsminister Bertel Haarder imidlertid hurtigt, at instituttet skal etableres ved KVL og understreger dermed, at ernæringsforskningen skal rettes mod den brede befolknings ernæring.

Arbejdsgruppen pegede i rapporten på det problem, at dansk ernæringsforskning dengang var så sparsom, at det næppe ville være muligt at finde en dansk forsker, der var kvalificeret til at lede et ernæringsforskningsinstitut. Det lykkedes i tråd hermed, at ansætte den erfarne og internationalt kendte svenske forsker, prof. Björn Isaksson, som den første leder, da Forskningsinstitut for Human Ernæring ved KVL blev etableret i 1987. Og et af de første store forskningsprojekter, der blev sat i søen, var netop en undersøgelse af effekten på befolkningen af en kost, der svarer til de officielle anbefalinger.